BODYBUILDING

OBBC står for Odense Bodybuilding Club, og vores kerneprodukt vil derfor altid være vores omfattende mulighed for at træne bodybuilding og styrketræning.

Vores største afdeling, beliggende på 1. salen i OBBC, bærer præg af den bodybuildingkultur som altid har været kendetegnende for OBBC. Det store lokale er spækket med et meget omfattende udvalg af maskiner, så du har mulighed for at træne enhver muskelgruppe. Der er endda ofte op til adskillige maskiner til den samme muskelgruppe, men med forskellige trænings- og indstillingsmuligheder.

Mange af vores maskiner er enten fremstillet specielt til OBBC efter medlemmernes ønske, eller har fået tilført ekstra vægt-magasiner for at imødekomme ethvert behov.

Salen tilbyder ligeledes alverdens greb, reb, stænger af forskellig art og længde, håndtag og meget mere.

OBBC har en lang tradition for at huse nogle af Danmarks bedste bodybuildere. Af seneste resultater, kan nævnes både herre og kvinde Danmarksmestre i klassisk bodybuilding fra 2011/2012 og tidligere Danmarksmestre i Bodyfitness.

For at hylde OBBCs mangeårige bodybuilding-tradition, har vi på 1. salen billeder hængende af Arnold Schwarzenegger, som gennem årene altid har fungeret som et OBBC ikon. Vi fejrer ligeledes hvert år Arnold Schwarzeneggers fødselsdag i kaffestuen med brunsviger og kaffe og “Pumping Iron” på TV-skærmen – en tradition som er meget værdsat af vores medlemmer.